Presse

Retur til oversigten

Lene Espersen begejstret for nye grønne køretøjer


GREVE: Der skal en målrettet satsning til fra både erhvervslivet og private for at gøre Danmark til et grønt foregangsland. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (C) slår til lyd for fortsat målrettede investeringer i grøn teknologi, da hun besøgte Daimler Biler i Greve.

Erhvervslivet skal være hurtig til at omstille sig til nye miljørigtige transportformer herunder fornyelse af flåden af køretøjer med de mest miljørigtige, hvis Danmark skal i mål med reduktionen af CO2-udledningen og sikre en mere miljørigtig transport. Det kræver et øget samarbejde mellem det private og det offentlige, hvor staten også er villigt til at investere milliarder af kroner i ny forskning, uddannelse og moderne udstyr – herunder nye køretøjer til både buskørsel, staten og kommunernes vognpark m.v.

Derfor har Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen også lanceret en Erhvervsklimastrategi, som passer rigtig godt til den dagsorden, der var, da Daimler Biler og Greve Erhverv tog imod ministeren. Under besøget kunne man nemlig se nogle af de allernyeste teknologier, der nedbringer udledningen af skadelige partikler og giver flere kilometer på literen til gavn for både økonomi og miljøet.

”Med Erhvervsklimastrategien kommer vi med en lang række konkrete tiltag, der skal være med til at skabe ny vækst og beskæftigelse i grønne væksterhverv. Vi vil i regeringen arbejde målrettet for, at vi i Danmark har et stort udbud af effektive klimaløsninger, som kan sælges i både ind – og udland. Vi skal omsætte klima- og miljøudfordringerne til vækst og velfærd.”, siger Lene Espersen, der var begejstret over at se nogle at de teknologier, der allerede var på markedet som hybrid, biogas m.v.

Ikke kun fremtid – også nutid
Hos Daimler AG, koncernen bag mærkerne Mercedes-Benz, smart og Maybach, har man allerede taget hul på fremtiden med serieproduktion af blandt andet hybridbiler, der kombinerer en forbrændingsmotor med en el-motor samt med biler, der kan drives af gas. Ydermere har Daimler startet produktion af en mindre serie af B-Klasse Fuel Cell – en helt emissionfri bil, der i en brændselscelle omdanner brint til elektricitet - og smart electric drive, der drives af strøm fra et avanceret lithium-ion batteri.

En grøn flåde
På baggrund af denne bredde af teknologier og modeller, der tilbydes fra Daimler AG har Daimler Biler udviklet et Green Fleet koncept, der fokuserer på at mindske forureningen fra blandt andet taxi, varevogne, lastbiler og andre erhvervskøretøjer, som kører inde i byerne.

Salgsdirektør Jan Walsøe fra Daimler Biler ærgrer sig dog over, at lovgivningen ikke til fulde virker hensigtsmæssigt for brugen af de nyeste teknologier. ”Den nye taxi-lovgivning, som træder i kraft 1. januar 2010 vanskeliggør desværre anvendelsen af ny og dyr teknologi som fx vores BlueTec motorer, der fuldstændigt renser udstødningsgasser for skadelige partikler.”

Greves borgmester Hans Barlach (C) glædede sig over at få ministeren og partikollegaen på besøg og benyttede lejligheden til at nævne de klima-, energi- og miljøtiltag, som Greve kommune har foretaget i de senere år.

”Jeg tror, at de fleste virksomheder for blot få år siden betragtede klima- og miljøtiltag som udgifter og problemer. I dag opfatter mange virksomheder snarere borgernes og politikernes krav til mere miljøvenlige løsninger som indtjeningspotentiale og muligheder”, siger Hans Barlach, der også har roser til de mange miljøinitiativer, som Daimler har taget med serieproduktion af bla. brint biler m.v.

Daimler Biler er medlem af Greve Erhverv, og formand Niels Moestrup var med under ministerbesøget, hvor han bl.a. gav ministeren en orientering om, hvordan regeringens erhvervspolitik samt de forskellige vækstpakker er blevet modtaget i Greves erhvervsliv.