Presse

Retur til oversigten

Daimler -Mercedes Benz bygger om for millioner


Daimler Biler på hjørnet af Usserød Kongevej/Ådalsvej bliver en af Europas flotteste Mercedes-Benz udstillinger og vil stå klart til nytår

Daimler Bilers store runde og karakteristiske udstilling i rundkørslen ved Usserød Kongevej/Ådalsvej er i øjeblikket ryddet for biler. I stedet knokler håndværkere, der har speciel ekspertise, med at få lagt de særlige koks-grå fliser, som bliver gulvbelægningen i den nye biludstilling. Det er målet, at de nye lokaler kan indvies ved nytår.

Trods finanskrise tror adm. dir. Per V. Rasmussen, Daimler Biler A/S, så meget på fremtiden, at han nu har iværksat ombygningen af det 1600 kvadratmeter store bilhus, der vil løbe op i ca. tre millioner kroner.

"Vi bygger om, fordi vi mener, at vores kunder fortjener den bedst mulige service, og vores kunder kan med rette forvente lidt ekstra som kunde hos Daimler Biler," fortæller han og konstaterer samtidig, at finanskrisen indtil videre ikke har påvirket deres personbils salg i negativ retning.

Ombygningen, der gælder såvel indretning som møbler i valnøddetræ, Philippe Stark stole, eksklusiv gulvbelægning osv, har Per V. Rasmussen hentet inspiration til fra Mercedes-Benz' 'brand'-centre i Milano og Stuttgart.

Det betyder, at bilhuset i Hørsholm vil lægge sig tæt op ad de flotteste Mercedes-Benz udstillinger i Europa. Her indrettes bl.a. café og lounge.

"Det er en naturlig del i udviklingen af vores udstilling i Hørsholm. Kunderne er i dag allerede blevet introduceret for Daimler Bilers loyalitetskoncept. Det omfatter bl.a. gratis bilvask hver søndag - og brunch den anden søndag i hver måned," fortæller projektleder Jesper Schak Andersen, og tilføjer:

"Rent faktisk betyder det, at kunder som har købt en ny Mercedes-Benz personbil fra 1. januar 2005 og senere snart vil kunne nyde en dejlig kop kaffe i vores café eller loungemiljø, mens deres bil bliver vasket."

Når det ombyggede bilhus står færdigt ved nytår, vil Daimler Biler desuden fra 1. februar forhandle bilmærket "Smart", som vil få et selvstændigt afsnit.